Følelsens æstetik

Følelsesbrug og emotionelle fællesskaber i Abbed Vilhelms Brevsamling

En franskmand kommer

til Danmark

I et stort kloster syd for Paris sad den franske augustinerkannik, Guillaume (1125/30-1203), i 1164 og læste et brev, han netop havde modtaget. Brevet havde været længe undervejs, for det var fra en gammelvenogstudiekammeratiDanmark, biskop Absalon (1128 1201). I brevet beklagede Absalon sig over den hedenske livsførelse, der fandt sted i flere af hans klostre. Absalon hidkaldte derfor den frommeogafholdendeGuillaumeihåbom, at han kunne få sat skik på de utilpassede klostersamfund. Den franske kannik skulle indføre augustinerordenen i Absalons biskopi og implementere den gregorianske reform, der påbød total afholdenhed for gejstlige.Reformen gik bl.a. til kamp mod

1 Ingesman, Per & Pedersen, Niels Arne; Kirkens Historie, Bind 1, 1. udg., 2. oplag, Hans Reitzels Forlag, København 2012, s. 374 375 & 401, og Damsholt, Nanna: “Abbot William of Æbelholt: A Foreigner in Denmark”, in: Medieval Spirituality in Scandinavia and Europe A Collection of Essays in Honour of Tore Nyberg, Edt. Lars Bisgaard, Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen & John Lind, Odense University Press, 2001. s. 5

simoni og ødsel livsførelse og foreskrev et liv i cølibat.

Absalons tilbud var kærkomment, for den franske kannik var raget uklar med klostrets ledelse pga. af sit fyrige temperament. Sammen med tre andre kannikker drog han derfor til Danmark på Absalons påbud Og der var nok at tage fat på.Vilhelmoghanslillefølgemåhavefået sig et mindre chok, da de opdagede, hvor slemt det egentlig stod til i det lille kloster på Eskilsø i Nordsjælland. Ikke bare var klostrets ydre i forfald, de seks beboere var også forfaldne til både fest og druk og havde samkvem med lokale kvinder, der tilmed kom med mad og andre gode sager til klosteret!

Til trods for at Vilhelm både havde fået blinde til at se, stumme til at tale og helbredt spedalske, må en af hans absolut største bedrifter være reformeringen af dette lille uregerlige og utilpassede kannikesamfund.3 Vilhelm fik indført en skrap klostertugt, men det var ikke uden konsekvenser. Han fik nemlig sat sin tålmodighed gevaldigt på prøve, da han måtte finde sig i adskillige mordforsøg fra sine nye medkanniker.4 Vilhelms forsøg på

2 Agergaard, Erling, Danmarks Helgener, Forlaget Hovedland, 2018, s. 128 129

3 Gad, Tue, Legenden i dansk middelalder, Dansk Videnskabs Forlag, København, 1961, s. 176 og Damsholt (2001) s. 3

4 Damsholt (2001) s. 9

at udbrede sin anskuelser var åbenbart ikke velmodtaget.

Når Vilhelm dedikerede sig selv til et strengt asketisk liv, så var det ud fra en grundlæggende forståelse af at et liv i askese medførte, at man i åndelig forstand kom tættere på Gud og begrænsede sin tid i Skærsilden.5 Hanstoddogikkekunsigselv nærmest. Som en sand og from kristen var næstekærlighed grundstammen, og i sit virke som abbed i Danmark søgte han, som dengodehyrde,athjælpeGudslamadrette veje. Han påbegyndte derfor at skrive sin brevsamling, der netop skulle være et redskab hertil.

Kunsten over alle kunster er at styre sjæle

Sådan konstaterer Guillaume, der i Danmark blev kendt som abbed Vilhelm af Æbelholt, i et af sine breve i Abbed Vilhelms Brevsamling Kunsten at styre sjæle blev Abbed Vilhelms vigtigste livsopgave,dahantogtilDanmark.Omdet var for en broder eller en bonde, ven eller fjende, så Vilhelm det som sit livsværk, at lede de fortabte og fortvivlede sjæle ind på dydens smalle sti. Det gjaldt også i

brevskrivningskunsten. I sin brevsamling udlagde Vilhelm retningslinjer for, hvilke følelser, der var normativt korrekte i forskellige livssituationer. Forskrifterne skulle have et dannende formål for hans medmennesker. I sin fortale forklarer han bl.a., at brevsamlingen er skrevet med henblik på at være;

“(...) til underretning og belæring for dem, som ikke formår at give sig af med mere ophøjede emner, for at de i kraft af deres fremgang kan tjene mere ydmyge mål.”6

Brevsamlingen som genre havde til formål at inspirere læseren. Som en slags selvhjælpsbog rummede samlinger som denne en række modelbreve, der af læseren kunne bruges som skabeloner, når han selv skulle give sig i kast med den svære brevskrivningskunst. Genren var dog ikke kuntilinspirationforbrevkorrespondancer Brevene foreskrev også hvordan læseren skulle agere i andre livssituationer 7 Eksempelvis omhandler de første 23 breve, i samlingen, hvordan man dømmer og rådgiver ud fra kanonisk ret.8

Med brevsamlingen skriver Vilhelm sig ind i en bevægelse af forfattere kaldet 1100 talsrenæssancen, som udsprang af den gregorianske

5 Ingesman & Pedersen s. 564

6 Blatt, Franz, Christensen, C.A & Nielsen, Herluf; Danmarks Riges Breve Breve 1170 1199 og Abbed Vilhelms Brevsamling, Det Danske Sprog og Litteraturselskab, 1. række, 3. bind, 1977 (I det følgende forkortet DRB ) s. 287

7 Boserup, Ivan, ”Abbed Vilhelm Søger Råd hos Pave Cølestin Omkring den Ældste Danske Selvbiografi, (Ep. II 47)”, 1992, Tidskrift.dk; https://tidsskrift.dk/fundogforskning/article/view/4 0960?acceptCookies=1, Tilgået 28 04 2021, s.10 11

8 Boserup s. 10 11

reformbevægelse, der havde medført en social, politisk og intellektuel revolution.9 Som led heri blev venskabets betydning et vigtigt tema i litteraturen, hvor gamle teorier blev taget op til ny fortolkning.10 Bevægelsen introducerede også syndsforladelse og barmhjertighed som erstatning eller supplement til fortidens fokus på synd og straf. Et andet karakteristisk tema var orienteringen imod Flaccus Albinus Alcuins (ca. 735 804) teori om den affektive kærlighed, hvor inderligheden tolkes som et udtryk for oprigtighed.11 Alle disse temaer ses også repræsenteret i Abbed Vilhelms Brevsamling,dererdetenesteoverleverede eksempel på denne genre fra dansk højmiddelalder.12

Forfinede følelser og emotionelle fællesskaber

Man kan levende forestille sig, hvilket kulturchok, der har fundet sted, da Vilhelm og de andre kannikker flyttede ind på det lille nordsjællandske kloster. Ikke kun sprogligt og kulturelt, men også i følelsesmæssig forstand. Både brevsamlingenog isærVilhelmshelgenvita

9 Hermanson, Lars; Bärende band: Vänskap, kärlek och brödraskap I det medeltida Nordeuropa, ca. 1000 1200, Nordic Acdemic Press, 2009, s. 50

10 Bl.a. Marcus Tullius Cicero (196 43 f.kr.), Augustin af Hippo (354 430) og Flaccus Albinus Alcuin (735 804)

11 Hermanson, s. 55 56

vrimler med eksempler på konflikter mellem den temperamentsfulde abbed og de, i hans øjne, uregerlige kannikker, der lod sig lede af materielt og kødeligt begær FordiVilhelmrepræsenteredeenheltanden opfattelse af, hvordan mennesker skal føle og ikke mindst, hvad der skal drive følelserne, så kan Vilhelm betegnes som en slags emotional refugee. Begrebet knytter sig til teorien om emotional communities, der er introduceret af professor emerita i middelalderhistorie, Barbara Herstein Rosenwein, i værket Generations of feelings A History of Emotions, 600 1700.13 Rosenwein beskriver det emotionelle fællesskab, som noget der eksistererpå tværsafalderoggeografi.Det udspringerofteafetsocialtfællesskab,men kan også, som i Vilhelms tilfælde, være båret af en skriftlig kultur. Medlemmerne af et emotionelt fællesskab bindes sammen af en række fælles normer for, hvilke følelser, der er særligt værdsatte eller forkastelige i bestemte situationer. Man taler således om at fællesskabet deler samme emotionelle normer.14

Fordi følelser også associeres med kulturelt betingede begreber som stand,

12 Damsholt, Nanna; ”Abbed Vilhelms af Æbelholts Brevsamling”, Historisk Tidsskrift, Bind 78, Hæfte 1, 1978, s. 1 2

13 Rosenwein, Barbara Herstein; Generations of feeling: a history of emotions, 600 1700, Cambridge University Press, 2016, s. 2

14 Rosenwein (2016) s. 3

samfund og køn, vil følelsesmæssige egenskaber, som eks forfængelighed, ydmyghed og frygt, have vidt forskellig værdi afhængig af, om man var en korstogsridder,enfattigbondekone elleren højtuddannet abbed som Vilhelm af Æbelholt. Når man karakteriserer Vilhelm af Æbelholt som en emotional refugee, referer det derfor til hans rolle som en, der ikke deler samme forståelse af følelser og deresværdi,somdetsocialefællesskab han indgik i.

Ved at undersøge det specifikke emotionelle fællesskab, som Vilhelm af Æbelholt,varendelaf,bliverdetmuligt, at udlede emotionelle normer som var gældende for 1100 tallets lærde miljø i almindelighed.

Undersøgelsens formål er en analyse af Abbed Vilhelms personlige “følelsesæstetik” kunne man kalde det, hvorviserVilhelmsomrepræsentantfor ét bestemt emotionelt fællesskab. Når vi skaber en kobling mellem følelser og æstetik, er det fordi, at der i den æstetiske del af begrebet ligger en indbygget stræben efter at forfine. I dette tilfælde følelsernes sproglige udtryk. Italesætter Vilhelm f.eks. hvordan han forsøger at undertrykke en bestemt følelse, udtrykker det et ideal, og når disse idealer italesættes i hans brevsamling, bliver selve omtalen et udtryk

for en særlig følelsesæstetik. Den æstetiske del beror således på måden Vilhelm skildrer sine idealer for følelsesbrug og dermed værdsætter nogle følelser højere end andre. I modsætning til idealer rummer æstetikken nemlig den performative kunstneriske måde at udtrykke sig skriftligt på

Gudsfrygtens strenghed

Om følelser i magt

Det kan være en hårfin balance at være i en position med magt.Personlige incitamenter og begær efter mere magt kan forpeste den sandegodevilje(voluntas).IfølgeAugustin (354 430)varviljentilathandle,påenGud velbehagelig måde, determinerende for hvorvidt følelser var gode eller dårlige.15 Følelser var som udgangspunkt hverken gode eller dårlige, for det var deres udspring, der var det afgørende. Han så desuden en tæt sammenhæng mellem vilje og kærlighed: Havde man viljen rettet mod detgode,varmanautomatiskogsåenelsker afdetgodeoghadededetonde.16 Augustins filosofiom viljen til det godeser vi tydeligt afspejlet i Abbed Vilhelms Brevsamling, særligt i hans opfattelse af, hvordan mennesker bør håndtere en magtfuld stilling.

(2016) s.

15 Rosenwein (2016) s. 94 95 & 108

16 Rosenwein

31 32

I et brev adresseret til en nyligt tiltrådt abbed i St. Geneviéve kloster advarer Vilhelm den nye abbed om farerne ved at befinde sig i en position med magt:

“I ved, min herre, at når held [filicior] og lykke [succesus] følges ad, bør man nære frygt [timendum]107 for og i høj grad værepå vagtmod, atdet afsødesmigrerier påvirkede sind ikke med stor lethed forfalder (...) Thi overflod af jordiske ting har for vaneatændremenneskenes følelser samt deres livsmål, hvis ikke gudsfrygtens strenghed kraftigt arbejder for at fjerne hældningen mod de brovtende ting.”17

Den nye abbed skulle altså for alt i verden undgå at lade sige friste af materiel begærlighed (desiderio), da en tilstand af lykke kan forblænde og fjerne fokus fra Gud. Derimod skal han være yderst agtpågivende og udvise gudsfrygt (timoris deirigor),dadetisidsteendevilvisevejen ud af begærets kløer. Vilhelm appellerer samtidig til, at den tiltrådte abbed bør lade denrettevilje(voluntatis)værepejlemærke for fremtidige beslutninger.18

I brevet betoner Vilhelm desuden strengheden som et nødvendigt onde for at opretholde godroogordeniklosteret.Som enhyrde,dervogtersinefår,skulledennye abbed lede klosteret med hård hånd, og

17 DRB s. 407

18 Christensen, C.A, Nielsen, Herluf & Weibull, Lauritz (1976 77); Diplomatarium Danicum

Diplomer 1170 1199 & Epistolæ abbatis Willemi de Paraclito”. C.A. Reitzels Boghandel København,

VilhelmformanedehamtilathuskeGregor den Stores ord om, at; “(...) kunsten over alle kunster er at styre sjæle.”19 Strenghed er et gennemgående træk i brevsamlingen og var da heller ikke ualmindelig for en viktorinsk augustinerkannik. Slet ikke for Vilhelm af Æbelholt, som havde ry for at være en yderst kompromisløs leder. Strenghed, ærbødighed, gudsfrygt og selvfølgelig kærlighed udgjorde det moralske kompas for en god leder. Formåedemanatladesinehandlingervære rodfæstet i disse følelser forstod han at bestride sin magtfulde stilling ud fra den rette vilje, men der var også følelser, der bestemt ikke udsprang af den rene vilje.

I et andet brev adresseret til pave Clemens III (1130 1191) skrevet på vegne af den norske ærkebiskop Erik formulerer Vilhelm stærk foragt for en fyrste. Fyrsten havde udvist forkastelige følelser ved en uoverensstemmelse mellem fyrsten og ærkebiskoppenietmagtspørgsmål.Ibrevet forklarer Vilhelm bl.a. at;

“I detforbigangne år (...) lod han, som praler af sit kongenavn og af at have bemægtiget sig hele riget, os kalde til sig personligt og bad os om, at kongekronen måtte blive sat på hans hoved.”20

1. Række, 3. Bind (I det følgende forkortet DD.) s. 575

19 DRB. s. 406 20 DRB. s. 314

Fyrsten var først og fremmest en pralhals, hvilket allerede afslører en kritisabel persona, men praleriet var ikke denenestelast,somdentemperamentsfulde fyrste lagde for dagen. Vilhelm forklarer videre, at fyrsten lod sig ophidse, når han ikke fik sin vilje.121

Om fyrstens følelser i dette magtspørgsmål anvender Vilhelm begreberne ophidselse (turbatur), harme (indignatione) og vrede (ira), hvortil sidstnævnte er særlig interessant, da denne følelse indgår i Gregor den Stores syv hovedsynder: Forfængelighed, misundelse, tristhed, grådighed, fråseri, lyst og vrede.21

I Vilhelms beskrivelse af den magtbegærlige fyrstes karakter, er det kun vreden, som er direkte repræsenteret, men også andre af Gregor den Stores hovedsynder er indirekte at spore i karakteristikken. Det ser vi ved, at Vilhelm kritiserer, at fyrsten ønsker at udvide sin magt, hvilket kan være et udtryk for grådighed og lyst til at dominere (libido dominandi). Ligeledes italesætter Vilhelm fyrsten som en mand, der praler, hvilket er et udtryk for forfængelighed og stolthed. FællesforGregorssyvfølelserer,atdealle har rod i stoltheden, hvoraf den værste var stolthed i livet (surperbia vitae), da den leder til lysten til at dominere.22

Så selvom Vilhelm ikke eksplicit

italesætter fyrstens begær, er det alligevel tydeligt i hans karakteristik, at fyrsten både er vred, ønsker mere magt, praler, udviser begær og lyst til at dominere. I Vilhelms øjne magter fyrsten ikke sit embede, fordi hans fokus er rettet mod det timelige og ikke det evige, hvilket fjerner fokus fra Gud. Fyrsten var derfor en arketype på, hvordan man absolut ikke skulle føle i en position med magt!

Kærlighedens mange ansigter

Om caritas i praksis

Eftersom abbed Vilhelm udviste en stor bevidsthed om hvilke følelser, der var efterstræbelsesværdige for et menneske med magt, er det også interessant, at undersøge hvordan han forvaltede sit eget embede som klosteroverhoved. Særligt hans italesættelse af næstekærligheden (caritas) som i flere breve indtager en central rolle. Kærlighed (amor) kunne udtrykkes på to forskellige måder. Den ene form var cupiditas, som var en kærlighed drevet af begæret efter det jordiske. Den andenform, caritas, udsprangaf fornuftens kraft. Rosenwein argumenterer for, at caritas kantolkessombådeenfølelseogen

21 Rosenwein (2016) s. 70

22 Rosenwein (2016) s. 99 100

handling, der, i begge tilfælde, kræver medfølelse (compassio).23

Næstekærlighedenbliverbl.a.italesati et brev adresseret til paven, hvor Vilhelm ønsker svar på, om han har handlet korrekt i en sag vedrørende en mand, som har søgt råd hos ham. Manden havde haft seksuelt samkvem med en slægtning til sin hustru. En kærlighedshandling, som udsprang af begær og derfor var gjort i cupiditas Vilhelm beretter, at manden var ankommet til klosteret grædende og i stor sørgmodighed:

“Men idet vi var i forskrækkelig vildrede over en så stor forseelse og af medlidenhed kom til at nære medfølelse [compassionis affectu] med ham i hans jammerfulde [miserie] stilling, har vi skønnet, at han burde sendes til det barmhjertige apostolske sæde, belæres ved apostoliske formaninger og løses af sine synders bånd.”24

På trods af mandens ugerning havde Vilhelm fattet sympati for ham (compassionis affectu), hvilket vidner om, at den grådkvalte mand havde ageret korrekt ved at græde og udvise anger over sin synd. Selvom manden havde syndet, fandt Vilhelm det alligevel naturligt at udvise medfølelse (compassionis), da den var rettet mod mandens smertelige

erkendelse og ikke synden som sådan. Brevetereteksempelpå,hvordanmansom leder i et gejstligt embede skulle være i standtilatsondremellemdenuforbeholdne barmhjertighed og strenghed.

I et andet brev forsøger Vilhelm at udvisebarmhjertighedoverforenbortløben kannik, ved navn Daniel, hvem Vilhelm appellerede til, at vende tilbage til klosteret hurtigst muligt og tilføjede: ”Hvisduhargjortnoget,somharvoldt broderkærligheden fortræd, skaldu vide, at samme broderkærlighed [caritati] i fromhed er blevet bevæget til at vise overbærenhed [indulagentiam]”.25

Vilhelm ønskede at møde Daniel med barmhjertighed og overbærenhed, hvormed caritas atter afspejles. Den fromme broderkærlighed, caritati, hvilken Vilhelm bruger som en bøjning af den rene næstekærlighed, caritas, bevirkede, at han blevistandtilatføleoverbærenhedoverfor Daniel.SamtidigtydeliggørVilhelm,atalle i klosteret er bevægede af barmhjertighed, selvom han begik en ugerning ved at stikke af. Det skildres derfor at broderkærlighed, overbærenhed og barmhjertighed alle er følelser, som er forankrede i caritas, og at disse følelser kunne anvendes, så de gavnede andre i deres vildfarelse.

23 Rosenwein s. 96 101 24 DD. s. 454 & DRB. s. 310

25 DD. s. 550 & DRB. s. 387

Men næstekærlighed var ikke kun forbeholdtnødstedte.Handlingenblevogså praktiseretpå mereformelt niveau.I Abbed Vilhelms Brevsamling findes der flere brevkorrespondancer med andre klostre, heriblandt nonneklosteret i Slangerup, hvor caritas blev praktiseret mellem klostrene. I den forbindelse handler caritas ikke kun om at hjælpe forvildede gudslam tilbage på rette vej, men snarere om at klostrene i gensidighed skal gavne hinanden ved at sende bønner og lovprisninger på vegne af hinanden. Derigennem kunne de hjælpe hinanden tættere på Gud og sikre det evige liv. I ét af brevene skriver Vilhelm: ”ViyderGudskyldigtak,idetviønsker at gå videre frem ad den vej, så endnu større velgerninger kan modsvare de velgerninger, der er ydet os.”26

Vilhelm bestræber sig på at kunne gengælde de velgerninger, som er blevet ydet mod Æbelholt kloster. Her handler caritas ikke om at være overbærende eller barmhjertig men snarere om, at den bør være reciprok. Et forsøg på at sikre denne gensidighed kunne være at indgå klare aftaler om, hvordan handlinger i caritas skullepraktiseres.Vilhelmomtalersådanne aftaler som caritas overenskomster. Disse aftaler er udtryk for en mere formaliseret måde, at udvise caritas på. Derfor beklager Vilhelmdybtietafbrevene,athanskloster

ikkeharfulgtsincaritas overenskomstmed nonneklosteret i Slangerup:

”

Dog efterdi vi gentagne gange er blevet optaget i Eders sødmefyldte velsignende lovprisninger, bevises dvaskheden [torpor] i vortsamvittighedsliv ved, at vi befindes mindre ivrige efter at gøre gengæld for den viste velgerning, end vi kunde ønske.”27

Dvaskheden skulle, i Vilhelms optik, bekæmpes, da den stod i vejen for udøvelsen af caritas handlinger, men det dergørudtalelsenbemærkelsesværdiger,at han i øvrigt udtrykker stor ivrighed i brevet specielt i forbindelse med at opretholde det godevenskabtilnonneklosteret.Udtalelsen er interessant, fordi ivrigheden står i kontrast til den dvaskhed, han beskriver. Den enorme ivrighed og glæde ved venskabet mellem de to klostre, stemmer ikke umiddelbart overens med Vilhelms udtalelse om sin egen forsømmelighed i viljen. Tolkes dvaskheden i stedet som en måde at udtrykke ydmyghed på, kan det være et forsøg på at underspille sin egen indsats i sin ros af nonnerne.

Uanset om dvaskheden tolkes som en undskyldning for manglende gengældelse ellersomrostilnonnernesivrigebønforsit moderkloster, må man ikke underkende udtalelsens æstetiske virkning. Den udtrykker nemlig et ideal om, at en gave

26 DRB. s. 325

27 DD. s. 471 & DRB. s. 324

givet i caritas bør modtages med ydmyg taknemlighed. Det tyder derfor på at caritas, i konstellationer som denne, er drevet af forpligtigelse snarere end empati, barmhjertighed og overbærenhed.

Den som ikke har viljen

Om glæde og sorg i venskaber

Siden antikken har venskabet været et udbredt genstandsfelt i filosofien.28 Her var Vilhelmingenundtagelse.29 Somandreisin samtid, var han meget inspireret af Augustin, som mente at venskab var noget, der skete gennem Kristus, og indebar at vennernes hjerter og kærlighed var sammensmeltet i den rette tro på Kristus en såkaldt ”kærlighedstrekant” 30 I forlængelse heraf mente Gregor den Store at rigtige venner desuden forpligtede sig til at tage ansvar for hinandens velbefindende og frelse ligesom de skulle have indsigt i hinandens indre liv.31

Især nydelsen i den sande kærlighed mellem venner og forpligtelsen til at tage ansvar og holde venskabet ved lige lader til at have ligget Vilhelm stærkt på sinde, da han skrev til kannikken Gaufridus:

“Den som ikke har vilje [nititur] til eller er forsømmelig med skriftligt eller mundtligt at styrke følelserne hos dem, der

28 Ingesman og Pedersen s. 320

29 Hermanson s. 56

30 Rosenwein s. 106

er opfyldt af kærlighed, bevises derved at han ikke nærer kærligheden, (...) den kærlighed [amantium] der styrkes ved indbyrdes drøftelser, er det mest glædelige[gaudet], der findes og intet er mere frydefuldt, end når den bliver gengældt.”32

Det er tydeligt, at Vilhelm tillægger venskabet en helt særlig betydning, eftersom han skildrer venskaber som noget af det dyrebareste i livet. Men lige såvel somvenskaberkanforsødetilværelsen,kan de også være til megen skade, hvis de ikke italesættes og vedligeholdes. Forsømmelse af venskaber skulle for alt i verden undgås, da det ellers ville være en indikation på, at venskabet ikke var oprigtigt. Samtidig vidner brevet om, at kærligheden (amantium) var skrøbelig, fordi den medførte et klart behov for aktivt at udtrykke den. En skriftlig korrespondance mellem venner er altså et tegnpå gensidigkærlighed, ifølge Vilhelm. Hans prioritering af brevveksling er helt i tråd med tidens ånd, men kan dog synes bemærkelsesværdig set i lyset af, at den viktorinske klosterorden, som Vilhelm tilhørte, ellers værdsatte tavshed og stille

31 McGuire, Brian Patrick Friendship & Community: The monastic experience, Cistercian Publications Inc., 1988, s. XV

32 DD. s 516 & DRB. s. 359

eftertænksomhed.

33 Vilhelm lader nemlig til at have værdsat mundtlig såvel som skriftlig kommunikation højt. Måske for at bekæmpe den ensomhed og hjemve, der til tider plagede ham i det danske kloster?34 Ensomheden kan også være en medvirkende forklaring på, at Vilhelm tog det meget ilde op, når venner ikke efterlevedehansegneidealerforhvordanet venskab skulle plejes Skuffelsen var særligt stor, når det gjaldt venner han nærede særligt dybe følelser for, såsom biskop Absalon. I flere breve formulerer Vilhelm stor skuffelse over, at Absalon sjældent gengældte Vilhelms kærlige interesse i deres brevkorrespondance. Han påpeger bl.a., med forargelse, at han accepterede Absalons tilbud om at blive abbed, fordi han elsker ham. Nu føler han sigglemtogmener ikke, atAbsalon lægger nok i deres venskab:

“[...] vor ankomst til Danmark skete for Eders skyld, hvem vi elskede [amantissime] og hvem vi tørstede [sitiebamus] efter at se som en Guds engel [angelum]l.Ikketrang,understregervi og Gud er vort vidne tvang os til at drage fra vort land [...] vi blev drevet af den voldsomme attrå [amoris vehementia], der var opstået i vort hjerte efter at stifte

I brevet kobles en grad af spiritualitet på deres venskab idet Vilhelm beskriver, at han higede efter Absalon som var han en engel. Gregor den Stores definition af et spirituelt venskab synes her delvis opfyldt, da der skulle være spirituelle elementer at finde, før der kunne tale om et rigtigt venskab.

Ligeledes beskriver Vilhelm, hvordan han i voldsom attrå (amoris vehementia) havde tørstet efter at forstærke relationen til Absalon. Til tider synes Vilhelms skildring af Absalons personlighed nærmest af erotisk karakter. Selvomvoluminøsogkærligsprogbrugvar den generelle topos i brevudvekslinger i middelalderen,erdetkunsjældentvifinder så stærke kærlighedserklæringer i Abbed Vilhelms Brevsamling. Det er derfor plausibelt,atforholdettilAbsalonvarmere end et almindeligt venskab og i Vilhelms

Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, København, s. 24 25

Agergaard, Erling, s. 126

DD. s. 500 & DRB. s. 346 347

33 Jacobsen, Johnny, Grandjean Gøsig; “Abbed Vilhelms Idealer Det viktorinsk augustinske syn på klosterlivets formål og idealer i højmiddelalderens Danmark Kildernes mulige formål”, Kirkehistoriske Samlinger, 2001, bekendtskabmeddenherrebiskopAbsalon. Har vi derfor handlet som venner gør [...] Hvaderdernu,minfaderogherre,somhar mishagetEder,værdigefader,så megethos os, at I kunde lade en ven i stikken blandt fjender, uden hjælp, uden råd, en fremmed og en pilgrim i et fremmed land? Hvad, siger jeg, var der i vejen, så I overlod en myndling og forældreløs til løvernes gab”35

øjnevar et spirituelt venskab.Men Vilhelm savner den gensidighed mellem dem, som engang var, for Absalon udviser hverken interesse eller ansvar for Vilhelms velbefindende og søger ikke indsigt i Vilhelms indre liv som venner bør.

Selvom Vilhelm stiller sig uforstående over for Absalons manglende engagement,erdetikkeensbetydendemed, at Vilhelm tillægger ham skylden herfor. I et andet brev til Absalon, udtrykker Vilhelm stor ydmyghed, idet han på forhånd undskylder for en misgerning, han endnu ikke selv er bevidst om at have begået.

Vilhelm tydeliggør i dette brev, at skulle uvenskab eller lignende opstå, er der en række normative følelser, som bør udtrykkes, så venskabet atter kan blomstre.

Vilhelm pointerer, at hvis kærligheden i venskabet er truet, leder det til frygt (timeamus) og dernæst skyld (culpalm).

Vilhelms følelsesæstetiske overvejelser kommer her tydeligt til udtryk, fordi han håndterer Absalons tydelige svigt ved at udvise ydmyghed og skyld og derigennem selvindsigt. Det er disse følelser, der skal fungeresomrettesnor,nårderopstårsorger i venskaber.

Gud kender hjertets dybe grunde

Om inderlighedens fysiske udtryk

Frem til nu er der blevet udledt en række følelseri AbbedVilhelmsBrevsamling, som han vægtede særligt positivt eller negativt i bestemtekontekster. Fællesfordem alleer, at de udsprang af kærlighed, hvad end den var god eller dårlig. Men i særlige tilfælde fikfølelserneogså etfysiskudtryk.Iværket

On the virtues and vices, som vandt stor udbredelse i Europa i Vilhelms samtid, introducerede Alcuin (ca. 735 804) begrebet inderlighed som et udtryk for oprigtighed.36 For ham var det inderligheden, der afgjorde værdien af følelser. Gud kender hjertes dybe grunde, ogderforvejedeinderlighedenaf enfølelse tungere, end hvor længe den blev følt.37 Denne idé er da heller ikke forbigået Vilhelm, idet han bl.a. skriver: “(...) kærligheden [amor] kender ikke til at tilsløre den kærlige følelse [amoris affectum], fordi den holder det at kaste et sløroverkærlighedenforatværeensvigten hos de elskende.”38

Hvis kærligheden er dyb nok, er det ikke muligt at holde den tilbage. Vilhelm mener derfor, at den inderlige affekt (affectus) er et bevis på, at følelsen er oprigtig. Men hvordan skildres affekt ellers

36 Rosenwein (2016) s. 67 68 & 71

37 Rosenwein (2016) s. 80 85

38 DD. s. 528 & DRB. s 369

i Vilhelms breve, og hvilke incitamenter kunne der ligge bag at skildre affekt på netop denne måde? Her kan Rosenweins begrebsbrug atter være et redskab til at forstå hvilke normer for følelsesbrug, der var aktuelle i det emotionelle fællesskab, Vilhelm indgik i. I en analyse af Alcuins følelsesbegreberpræsentererRosenweintre såkaldte emotion markers (følelsesmarkører), som hun kalder de inderlige følelsers fysiske udtryk.163 Her finder hun henholdsvis; tårer (lacrymae), gråd (flere) og rødmen (erubescere).39 I brevsamlingen ser vi flere eksempler på koblingen mellem den spontane kærlige følelser (affectus) og deres fysiske udtryk. Eksempelvis skriver Vilhelm i et af sine breve en indtrængende bøn til “Ærkebispen” (Absalon), og beder om økonomisk støtte og forsvar imod kardinalen, Findantius, der krævede penge af klosteret i Æbelholt, som Vilhelm havde oprettet:

“Men I skal vide, at vores bøn dag efter dag uden afbrydelse for Eders frelses skyld fremfører en lovprisningsbøn foran altrettilGudHerren(nemlig) dagognattil hver kanonisk hora en psalme og en bøn til Gud med en kollekt, der er angivet for dem. Ligeledes bedes der under stille tårer

39 Se tabel 3.2; Rosenwein (2016), s. 85

40 DD. s. 463 & DRB. s. 317 318; De ydre omstændigheder beskrevet i brevet tyder på, at det har været sendt og at der sandsynligvis er tale om Ærkebiskop Absalon i Lund (1128 1201)

[secretiores etiam lacrimas]165, der fremkommer ved beskuelsen af det hellige [...] især der hvor sønnen ofres til Herren til verdens frelse.”40

Citatethererinteressant,fordiVilhelm har en helt særlig måde, at bruge tårerne som et virkemiddel til at fremme sin sag overforAbsalon.Vedførsteøjekastudviser han stor bevidsthed om uligheden i magtforholdet mellem dem, og fremstår på overfladen ydmyg i sin appel, men læser man mellem linjerne er tonen en ganske anden.

Et særligt træk ved middelalderlig brevskrivning er brugen af bibelcitater, og det er her vi finder brevets egentlige budskab. Ifølge oversættelsen er der i sætningen “for Eders frelses skyld fremførerenlovprisningsbønforanaltrettil Gud Herren” en henvisning til Salmernes bog kap. 50 v. 14, der lyder; “Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den højeste.”41 Absalon var en af Æbelholt klosters protektor, og derfor var det kun naturligt, at Vilhelm forventede økonomisk støtte og hjælp i denne sag.42 NårVilhelmbeskriver,hvordandebederså inderligt, at tårer stille bryder frem for ærkebispens skyld ved beskuelsen af sønnen, der ofres til Herren for verdens

41 Det Danske Bibelselskab; ”Biblen online”, https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelen online/Sl/50, Tilgået 03 06 2021

42 Hermanson s. 158

frelse, ændres betydningen markant. Det, der på overfladen fremstår som en appel til Absalons samvittighed, bliver vendt til en kraftig kritik af den manglede reciprocitet i patron klient forholdet mellem Absalon og Vilhelm.

Når alt dette indledningsvis skal nævnes, er det fordi, det siger noget om Vilhelmsfølelsesæstetik.Vilhelmvælgerat lægge vægt på deres indsats over for ærkebispen i stedet for hans manglende gengældelse. Derved forfiner han sin utilfredshed så han i stedet for direkte at kritisere Absalon, ophøjer sin egen pligtopfyldenhed i forholdet. Det indikerer en stærk karakter hos Vilhelm, at han retter så skarp kritik mod Absalon, men det er samtidig interessant, fordi hans måde at forfine sin kritik på gør det indlysende, at han har haft brevets performative virkning for øje både over for ærkebispen, men også som del af en brevsamling, der skulle inspirere andre til hvordan den slags sager skulle håndteres

Etandeteksempelpå Vilhelmsbrug af følelsesmarkører ser vi i det tidligere omtalte brev med den angrende mand, der søgte råd hos Vilhelm: ”Nærværende brevviser [...] kom, mens han med anger isitsind [amaritudine anime] tænkte tilbage på de forløbne år, i tankeomathan[...]havdeladetsighenrive

til at have kødelig omgang [...]. Eftersom han derfor, anklaget af sin samvittighed, rejste svære klager mod sig selv, henvendte han sig angerfuldt [penitentia ductus] og badeti tårer [lacrimarum roreperfusus] til os personlig og skammede sig ikke over at bekende denne sin synd [...] og for at sone sin synd [peccatum] underkastede han sig grædende [deplorandum]vor dom.”43

Hvis vi skal nærme os en forståelse af Vilhelms brug af følelsesmarkører i denne kontekst, må vi først zoome lidt ud og forsøge at forstå hvilke ræsonnementer, der kan ligge bag hans måde at beskrive hændelsen.

IfølgeAelredaf Rievaulx(1110 1157) er der tre egenskaber, som beviser, at mennesket er skabt i Guds billede. Den førsteerkærlighedenellerviljen(amorsive voluntas), den anden er hukommelsen og densidsteerforstanden.44 Disseegenskaber havde mennesket tilfælles med Gud, men på grund af syndefaldet kunne disse gode egenskaber blive forpestet, så caritas blev vendttil cupiditas,hukommelsenødelagtaf glemsomheden og forstanden fordærvet af hang til at synde. Netop bevidstheden om synden er temaet for dette brev. Den tårevædede mand havde syndet, da han, drevet af kødelig lyst, gik i seng med en kvinde uden at være gift med hende, og glemsomheden blev en hindring for

43 DD. s. 454 & DRB. s. 310

44 Rosenwein (2016) s. 95

forstanden, da han indgik ægteskab med en ny kvinde til trods for, at samlejet med den første kvinde, egentlig var en hindring herfor.45 Men til trods for sin store synd har manden alligevel genvundet en styrke i sindet. Hukommelsen sammen med forstanden, har drevet manden til erkendelse af sin synd, og med den rette vilje valgte han at søge råd hos Vilhelm

Ser vi nærmere på, hvordan mandens anger bliver skildret, kan vi konstatere, at Vilhelm gør brug af to følelsesmarkører, nemlig tårer og gråd. Disse følelsesmarkører beviste mandens rene og inderlige anger i sit sind (amaritudine anime). Samtidig kan gråden og tårerne være et tegn på det, som Alcuin kalder den salvende sorg. Når manden havde samvittighedskvaler, er det et tegn på, at angeren udsprang af hans erkendelse af sin synd. Det var denne bevidsthed, der havde ledt ham til tilståelsen. Angeren bliver salvende for sjælen, fordi erkendelsen bringer synderen tættere på Gud.46 Derfor giverdet også mening,nårVilhelmskriver, at den grædende mand ikke skammede sig over at gå til bekendelse.

Et eksempel på Rosenweins tredje følelsesmarkør, rødmen, ser vi i det føromtaltebrevhvorVilhelmindtrængende

45 Indtil det 4. Laterankoncil I 1215, blev seksuel omgang (copula carnalis) betragtet som ægteskabsbindende, da man herefter var at betragte som ét kød: DRB. s. 310

46 Rosenwein (2016) s. 83 85

beder Absalon om økonomisk støtte til egnens fattige og det hårdt trængte kloster i Æbelholt. Vilhelm er bekymret for, hvordan brevet vil blive modtaget og skriver; “Medens vi som tidligere sagt, efter at bluselen er ryddet af vejen, hyppigt stiller krav til Eder, frygter vi meget for, at dette kan blive fremført mod os: En horkvindes ansigt har du, du rødmer ikke.”47

Den frygtede beskyldning er en reference til Jeremias bog kap. 3 v. 3, der handler om en horkvinde, som pga. manglendeselvindsigtikkeharnogenskam i livet. Selvom den frugtbare forårsregn udeblev ville hun end ikke i sin trængsel væreydmyg.Hunageredemedstolthedien situation, hvor hun ikke burde.48 For Vilhelm bliver den manglende rødmen her et udtryk for manglende skam. Ikke blot er følelsen af stolthed forkert, men den skam, der burde stå i stedet, skal også være så inderlig, at den giver sig udslag i rødmen. Referencen bruges som et retorisk virkemiddel til foregribelse af modargument, og bruges til at illustrere, at han er bevidst om det skamfulde i, at han gentagne gange har bedt Absalon om økonomisk bistand. Netop ved at påpege det syndige ved manglende ydmyghed og

47 DD. s. 514 & DRB. s.

48 Det Danske Bibelselskab https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelen online/Jer/3, Tilgået 03 06 2021

357

skam demonstrerer han, at de er de mest korrekte følelser at have, når han endnu engang må søge hjælp til at klare den desperate situation

Ietyderligereforsøgpå atforegribe modargumentet om, at bønnen ikke er inderlig og trængslen ikke er presserende, anvender Vilhelm igen tårerne til at bevise sin oprigtighed:

“Derfor bærer vi tungt på en skyld [culpam] [...] og vender os under tårer [lacrymis] af hele vort hjerte til Gud [ad deum toto corde].”49

De to forskellige brug af følelsesmarkører giver indtryk af, at Vilhelm virkelig har noget på spil, da både tårer og referencen til den manglende rødmen fungerer som styrkemarkører for hans argumentation. Når han bruger, tårer, gråd og rødmen i sine breve, har det til formål at understrege hvor inderligt følte emotionerne er. Ved at understrege følelsernes inderlighed taler det ikke blot hans sag, men styrker også hans person.

Sammenfatning

Kærlighed var vejen til forbedring af selvet og til at nå Guds nåde. Men kærligheden kunne antage mange forskellige former. Vilhelm af Æbelholt var på flere måder en stærk og temperamentsfuld karakter. Med gudfrygtig strenghed i den

ene hånd og barmhjertig næstekærlighed i den anden søgte Vilhelm, som den gode hyrde, at hjælpe Guds lam ad rette veje. Både de mennesker han mødte som abbed, som ven og ikke mindst for læserne af den brevsamling han påbegyndte i sin levetid. Med den følelsesæstetiske analyse af Abbed Vilhelms Brevsamling, er det blevet tydeligt, hvordan Vilhelm forstod og anvendte følelser og i særlig grad kærligheden til at give forskrifter for hvordan mennesker skulle klare forskellige livssituationer. Nogle følelser var som udgangspunkt enten positive eller negative mens værdien i andre tilfælde afhang af konteksten og hvordan de blev brugt. Med affekten, som bevis på inderlighed blev endnu mere tydeligt, hvilke følelser Vilhelm selv værdsatte eller misbilligede, og i sidste ende ledte det os på sporet af de normer som var gældende idet emotionelle fællesskab som Vilhelm af Æbelholt repræsenterede.

49 DD. s. 514 & DRB. s. 356 358

Følelsens æstetik