CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS 8. FEBRUAR 2024 KL. 19.30 KONCERTINTRO I CARL NIELSEN SALEN KL. 18.30
BRUCKNER & BESØG FRA BERLINERNE Odense Symfoniorkester Dirigent: Alpesh Chauhan Solister: Stefan Dohr; Johannes Lamotke; Paula Ernesaks; Sarah Willis, horn Ludwig van Beethoven: (1770 - 1827)
Egmont, ouverture Varighed: ca. 8 min.
Robert Schumann: Koncertstykke for fire horn (1810 - 1856) og orkester I Lebhaft II Romanze: Ziemlich langsam III Sehr lebhaft Varighed: ca. 19 min.
P A U S E - ca. 20 min. Anton Bruckner: (1824 - 1896)
Symfoni nr. 7
I Allegro moderato II Adagio: Sehr feierlich und sehr langsam III Scherzo: Sehr schnell IV Finale: Bewegt, doch nicht schnell Varighed: ca. 64 min.
I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium
HORN, HORN OG MERE HORN!
Nogle gange giver programlægningen til en koncert næsten sig selv - en proces, der ellers kan være både langsommelig og fuld af kompromiser. Men når det lykkes at lokke fire hornister i verdensklasse til at være solister i Schumanns sjældent opførte, men fuldstændigt vidunderlige Koncertstykke for fire horn, så bliver man nødt til i hvert fald at spørge dem, om de vil være med til at spille resten af programmet også - og hvis de vil, så kaste sig over én af Bruckners sidste tre symfonier, der alle er skrevet med ikke mindre en otte hornister i orkestret, fire af dem spillende på det af Wagner opfundne, hornlignende instrument: Wagnertubaer.
Foto: Benjamin Ealovega
Og minsandten om ikke begge dele er gået i opfyldelse til aftenens koncert, hvor vi har fået næsten-royalt musikalsk besøg af de fire fremragende hornister fra Berliner Philharmonikerne, der både giver den som solister foran orkestret i ét af Schumanns allerbedste værker, og som dernæst smelter helt ind i orkestret i Bruckners vidunderlige 7. symfoni - dét stykke, der langt om længe, meget fortjent, i en moden alder bragte ham dén succes i Wiens finere kredse, han længe havde ønsket sig. Og vi starter med en fuldblodsBeethoven-ouverture, der stemmer sindet og ørerne til alt dét, der følger. Velkommen til en meget særlig koncert i Odense Koncerthus.
ALPESH CHAUHAN
NOGET OM HELTE
Tænk at få til opgave at skrive musik til et skuespil af Johann Wolfgang von Goethe - mens Goethe stadig var i live. Det var den opgave, Ludwig van Beethoven fik stillet i 1809, og han fuldførte opgaven så godt, at Goethe følte sine intentioner udtrykt “bemærkelsesværdigt genialt” i musikken. Men det er også en Beethoven på hjemmebane, vi møder her: midt i sin mest produktive periode – den heroiske – og endda om yndlingsemnet over dem alle: helten, individet, der kæmper for retfærdighed, for en større sag. Her i skikkelse af Goethes protagonist, den hollandske, historiske grev Egmont, der sætter sig op mod den spanske besættelsesmagt i 1500-tallet og bliver henrettet for sin opsætsighed. Dog når han med sin afsluttende tale at opildne folket til kamp, og selv om Egmonts kæreste begår selvmord efter et mislykket befrielsesforsøg, og greven selv ender sine dage på skafottet, så sejrer folket alligevel til sidst. Dén historie høres tydeligt i musikken, der er Beethoven i absolut topform, fuld af drama, konflikt og forløsning.
SCHUMANNS FANTASIFULDE HORNISTREG
Ligesom man lægger mest mærke til salt i maden, når den mangler, så vil man også uvægerligt lynhurtigt bemærke, at der mangler noget, hvis man hører symfonisk musik uden horn, selv om man ofte måske lægger mærke til andre af orkestrets instrumenter først. For horngruppen har en særdeles central plads i et symfoniorkester, og de spiller meget ofte virkelig meget: de spiller de bærende koraler, altså de firstemmige akkordsatser, som hele resten af orkestret kan hvile og bevæge sig ovenpå, de understøtter det tunge messing, som de tilfører en varme og en fylde i voldsomme passager, de er det rytmiske lokomotiv, når musikken skal pulsere og swinge; de er orkestrets dybe fylde, orkestrets umami. Og ikke mindst så har de gennem musikhistorien fået tilskrevet mange af de allersmukkeste orkestersoli, foredraget af solohornet, som er et ganske særligt sæde i ethvert orkester. Når man så dertil lægger, at hornet er dét instrument i orkestret, hvor det er mest åbenlyst, hvis der sker en lillebitte fejl, et ‘kiks’, fordi instrumentet så at sige ‘går i overgang’ ved den mindste uregelmæssighed i luftsøjlen, trykket eller læbespændingen, ja så er der altså her tale om ethvert symfoniorkesters heftigt bankende hjerte. Og Robert Schumann var én af de første til at forstå de nye muligheder, som opfindelsen af ventilhornet (i 1839) medførte. Hans altid kreative musikhjerne kunne ikke modstå fristelsen til at tænke, hvad der mon ville ske, hvis man, i stedet for at have dem som en gruppe midt i orkestret, satte dem op foran som solister og udnyttede deres fulde potentiale - både som gruppe og som individuelle solister? Og som tænkt, så gjort, og i løbet af kort tid i 1849 havde Schumann skabt det lille mirakel af en koncert for fire horn, som vi skal høre i aften. Han mente selv, helt berettiget, at det hører til blandt hans allerbedste værker, for det er virkelig en imponerende og
fantasifuld komposition, der dog lider under at være så utroligt vanskelig at spille for de fire solister - det er alene derfor, vi ikke hører den så ofte; i samtiden måtte man ofte ligefrem indføre en femte hornist til at dele 1.-stemmen, fordi den ligger så højt og udsat det meste af tiden. Men så er det jo et lykketræf, at vi i aften har måske verdens fornemmeste horngruppe på besøg lige her i Odense, så vi kan høre denne vidunderlige koncert, der udfolder hornets fulde potentiale i tre smukke satser. I romantikken havde man ikke rigtig for vane at lave koncerter for grupper af instrumenter - det gjorde man meget i barokkens concerto grosso eller sinfonia concertante; i romantikkens solokoncerter dyrkede man dramaet mellem den virtuose solist, individet, mod orkestret, gruppen. Men Schumanns Konzertstück er ikke sådan en koncert. Den indlemmer solisterne i orkestret, samtidigt med, at den lader dem skinne både som gruppe og enkeltvis, og resultatet er en usædvanligt homogen koncert, hvor der bliver arbejdet mere sammen end kæmpet om plads og opmærksomhed. Lige fra de allerførste, storslåede akkorder fornemmer man ambitionsniveauet, og når sidstesatsen accelerer hen imod slutningens virtuose løb, så har vi én gang for alle fået slået fast, hvad en horngruppe kan tilføre et symfoniorkester, på alle tænkelige måder.
DET LÆNGE VENTEDE GENNEMBRUD
Anton Bruckner er det helt store bevis på, at der ingen som helst sammenhæng behøver at være mellem en komponists liv og levned og så hans værk. Bruckner var en underlig mand: han var en enspænder, der gik underligt klædt, boede i en lejlighed så beskidt, at han end ikke kunne betale sig fra at få den rengjort, han havde udtalt OCD og talte alt i sine omgivelser, sågar blade på træer og mursten på huse, han var besat af døden og komponerede med et billede af sin afdøde mor på skrivebordet, friede uophørligt til og fik afslag fra teenagepiger livet igennem og var ifølge sine elever ved konservatoriet i Wien en blanding mellem en sinke og et geni. Og så skrev han altså nogle af de mest vidunderlige symfonier, denne jord nogensinde har bevidnet. Hvordan mon det kunne lade sig gøre? Bruckner var en arbejdshest og satte sig for at studere harmonik og kontrapunkt ned i den allermindste detalje i bestræbelsen på at blive verdens bedste organist. Så i intet mindre end 20 år, mens han var skolelærer og organist i en provinskirke i det nordlige Østrig, forfinede han sine færdigheder i en sådan grad, at da han tog springet og i en alder af 41 år flyttede til Wien for at komponere og undervise, så var han fagligt så velfunderet, at han sådan set bare kunne gå i gang med sine symfonier og lukke resten af verden ude. Og det gjorde han så. Den uglesete komponist var godt i gang med sin 7. symfoni i februar 1883, da han hørte, at Richard Wagner var død i Venedig. Wagner var hele grunden til, at Bruckner overhovedet var begyndt at komponere
i en større skala - efter han i en alder af 40 år havde overværet en opførelsen af Wagners Tannhäuser - og hans helt store forbillede skulle selvfølgelig hyldes i dét værk, han var i gang med. Han gjorde sig ikke store forhåbninger om, at den syvende symfoni ville blive bedre modtaget end de seks forrige, der alle var blevet forbigået i noget nær tavshed på parnasset i det finkulturelle Wien, og han gjorde sig som sædvanligt ingen anstrengelser for at tilpasse sig den populære holdning, anført af den magtfulde anmelder Edouard Hanslick, at musikken én gang for alle burde forlade Wagners dramatiske stil og holde sig på Brahms’ og Dvořáks smalle klassiske sti. Så Bruckner gik planken ud og inkorporerede fire Wagner-tubaer - det blandingsinstrument mellem tuba og horn, Wagner havde opfundet til brug i Nibelungens Ring - i sin symfoni, og han indskrev sågar i partituret: “Til minde om den udødelige og elskede Mester, som har forladt dette liv”. Og så, på trods af alle odds, opnåede han i en alder af 60 år endelig sit gennembrud som komponist, og dét i en grad, så valsekongen over dem alle, Johann Strauss den Yngre, straks efter uropførelsen i 1884 i Wien sendte Bruckner et telegram med ordlyden: “Jeg er fuldstændig rystet, det var én af de største oplevelser i hele mit liv!”. Og det er heller ikke så sært, at selv Wiens ultrasnobbede elite måtte give efter under indtryk af denne den mest populære og spillede Brucknersymfoni, for den er i sandhed et mirakel af en lydkatedral. Normalt, når vi hører en symfoni af Mozart, Beethoven, Brahms, Tjajkovskij eller Dvořák, så vil jeg opfordre til, at man lægger mærke til temaer, fragmenter og musikalske celler, så man kan følge dem og deres udvikling gennem symfonien. Sådan kan man ikke lytte til Bruckner. Det er en mere fysisk, eller, om man vil, åndelig oplevelse. Han præsenterer os for melodier og forløb af en sådan skala, at det på ingen måde er menneskeligt muligt at følge dem med intellektet i realtid; man må give sig hen og bare mærke det i krop og sjæl, lade sig oversvømme af toner, klange, opbygninger, rytmer og ekstatiske højdepunkter, der kan mærkes helt ned i storetåen og hele vejen op langs rygsøjlen. Dog er de fire satser sjælerystende på hver sin måde, hvorfor det alligevel givet en vis mening at beskæftige sig med dem på papir. Første sats starter som næsten alle Bruckner symfonier, med det tyste, uudgrundeligt sitrende tremolo i strygerne (inspireret af starten på Beethovens 9. symfoni), hvorfra en vidunderlig melodi i celloerne tager sin begyndelse. Men det er ikke en klassisk førstesats i en romantisk symfoni med udvikling og intensivering, drama og forløsning - denne sædvanlige opbygning af energi og kompleksitet, som vi næsten altid hører i åbningssatsen; her er der lange rolige forløb, klanglige sporskifter som et orgels forskellige registreringer, men ikke megen konflikt, ikke nogen åbenlys kamp, bare… musik. Og bedst, som vi er blevet hensat i
en tilstand af nærmest uendelig, åben lytning, så kommer intensiteten buldrende med uafrystelig kraft i en afslutning, der næsten tager pusten fra os. Og dermed er vi beredt til den langsomme sats. Som altid med Bruckner - og igen efter Beethovensk forbillede - er den langsomme sats det roligt og tungt bankende hjerte i symfonien, og med en varighed på ca. 25min når vi steder hen i os selv og vores måde at opfatte musikken på, som vi ikke ofte får mulighed for at udforske. Denne sats er et af de helt store argumenter for, at man skal møde op fysisk i en koncertsal og møde musikken LIVE; for den fysiske fornemmelse, man får af at overvære dette mirakel af følelse, af åndelighed, af musikalsk velvære sammen med en hel sal fyldt med åbne, lyttende bevidstheder, dén kan ikke genskabes noget andet sted. Og når bækkenet og trianglen efter ca. 21min bebuder det længe vente, næsten-orgastiske højdepunkt, ja, så må i hvert fald jeg tænke: “Min sjæl, hvad vil du mere?”. Og SÅ kommer codaen med dén koral for de fire Wagnertubaer, som Bruckner skrev som en hommage til sin elskede mester. Og mere end noget andet, så er det nok denne sats, der langt om længe katapulterede den besynderlige Bruckner ind i det gode selskab - meget, meget fortjent. Og hvordan kommer man så videre herfra? Det gør man med en muskuløs og voldsom scherzo-sats, en tredelt sag, der nok er dén, der kommer tættest på at være noget, vi kender fra andre symfonier: en hurtig, energisk sats i ABA-form, der har et hovedtema, man hurtigt kan nynne med på, og som kan mærkes dybt i brystbenet, når det tunge messing tager fat. Sidstesatsen er en typisk Bruckner-finalesats, hvor han spiller på orkestret, som en organist på et orgel: med store registerskift, med lange opbygninger, og med et tema, der viser tilbage til hovedtemaet fra 1. sats, mens den hårrejsende coda griber helt tilbage til de allerførste arpeggio-toner i celloerne først i 1. sats for over en time siden. Det er stort, det er svært at beskrive, og det skal opleves lige her, hvor du sidder lige nu. Rigtig god fornøjelse! Programnote af Ole Bartholin Kiilerich
MEDVIRKENDE Alpesh Chauhan, dirigent Alpesh Chauhan er 1. gæstedirigent for Düsseldorfer Symphoniker og musikalsk leder af Birmingham Opera Company. Hans debutindspilning med orkesterværker af Tjajkovskij blev udgivet med BBC Scottish Symphony Orchestra i juni 2023 og blev modtaget med stor positiv respons, bl.a. hos Gramophone og kåret af BBC Music Magazines som månedens orkesterudgivelse. Han har allerede optrådt med anerkendte Orkestre som Los Angeles Philharmonic, Seattle og Houston Symphonies, National Symphony Orchestra Washington, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin, Oslo Filharmonien, Symphony Orchestra of India, London Philharmonic, BBC Scottish Symphony Orchestra på store scener rundt i hele verden. Alpesh er ivrig fortaler for musikundervisning for unge mennesker og er protektor for Awards for Young Musicians, en britisk velgørenhedsorganisation, der støtter talentfulde unge mennesker fra dårligt stillede baggrunde på deres musikalske rejser. Han har også arbejdet med ensembler som National Youth Orchestra of Scotland og symfoniorkestrene fra Royal Conservatoire of Scotland og Royal Northern College of Music. Se hele biografien på hans hjemmeside. alpeshchauhan.com Berliner-horngruppe: Berliner Philharmonikernes horngruppe er primært en del af det faste orkester. Men fra tid til anden dukker de op med deres egne programmer. I deres repertoire har de arrangementer af symfoniske værker, men også originale kompositioner for deres særlige konfiguration – fra komponister som Brett Dean og Arturo Pantaleón. I juli 2007 udkom ensemblets debut-cd - "Opera" med arrangementer, der bl.a. tæller Richard Wagners Tristan und Isolde og Leonard Bernsteins West Side Story. Stefan Dohr, 1. solo Født i Münster. Medlem af Berliner Philharmonikerne siden 1993. Sarah Willis Født i Maryland, USA. Medlem af Berliner Philharmonikerne siden 2001. Johannes Lamotke Født i Köln. Medlem af Berliner Philharmonikerne siden 2020. Paula Ernesaks Født i Helsinki, Finland. Medlem af Berliner Philharmonikerne siden 2022.
HVIS DU KUNNE LIDE AFTENENS KONCERT, SÅ VIL DU HELT SIKKERT OGSÅ KUNNE LIDE DISSE KONCERTER:
MARTS ADIGAN, 15. M A IR LV E & perler af BEETHOVEN ienerklassiske
mte lse i tre w a. Mozarts berø Gå på opdage l. B . n ve o th e e og B Haydn, Mozart r. 21. n klaverkoncert
TS
USE, 21. MAR
en: r i musikhistori e rk æ rv e st e rk erømte o es gradvist Et af de mest b di, der udfold lo e m lt ke n e n -e Ravels Bolero ke. yr st i stigende
BOLERO & BLE
NYHEDSBREV Meld dig til vores nyhedsbrev og modtag tilbud og nyheder om vores koncerter. Alle modtagere af nyhedsbrevet deltager hver måned i lodtrækningen om koncertbilletter, præmier, mm. Scan QR-koden for tilmelding - eller på: odensesymfoni.dk/nyhedsbrev/
BARENS VINSORTIMENT kvalitetsvin fra SG gruppen
Corvina Italien
Chardonnay Frankrig
Grande Alberone Italien
ØL, VAND ELLER VIN TIL PAUSEN ? SPRING KØEN OVER - FORUDBESTIL I BAREN
VIN R Ø D/ H V I D/ R O S É
70/315 KR.
BOBLER
65/295 KR.
ØL CLASSIC/PILSNER A L KO H O L F R I 0,0 %
35 KR. 30 KR.
S O DAVA N D / GINGERBEER / SAFT
30 KR.
K I L D E VA N D
25 KR.
NØDDER
25 KR.
CHIPS
20 KR.
MEGA-ROULETTE
20 KR.
MORTENS C H O K O L A D E
48/35 KR.
L A K R I D S PAS T I L L E R / P I B E
10 KR.
VA R M E D R I K K E KAFFE / TE
GRUPPEN Slots Garagen ApS
sgvin.dk
22 KR.
PARTNERSKABER
1. violin Eugen Tichindeleanu (orlov) Erik Heide Signe Madsen Ulrike Kipp Christensen * Esther Mielewczyk * Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Sofie Qvamme Joanna Ulrieke Molls Maliebe ** Lada Fedorova ** Runa Baagøe ** Amandus Lind ** Raven Mischke ** Malin Nyström ** Malwina Galara *** Oleksandra Batuk *** 2. violin Simona Bonfiglioli (orlov) Jovana Vukušić * Jan Erik Schousboe Carl Sjöberg * Stig Andersen Kathrin Kollecker * Mads Haugsted Veronika Krauß Mojzešová Katerina Jelinkova Sonia Wiktoria Zajac ** Kristyna Duchonova ** Helena Højgaard Nielsen ** Mathias Hjort Meyland *** Lei Lei *** Bratsch Rafaell Altino * Dorthe Byrialsen Martin Jochimsen (orlov) Gertrud Ludwig Dorota Kijewska Christian Bønnelykke (orlov) Victor Sørensen Alexander Øllgaard ** Malte Bjerkø ** Barbara Anna Kammer ** Marharyta Serdiuk *** Cello Jonathan Slaatto Anna Dorothea Wolff (orlov) Chatarina Altino * Michaela Fukačová * Anna Pettersson Mette Spang-Hanssen Mihai Fagarasan ** Michal Panasiuk ** Konsta Kärkäinen ** Jenna Kurikkala ** Kontrabas Peter Prehn * Maria Frankel Jens Krøgholt Andreas Hjorth Jessen (orlov) Marike Sofie Pilegaard Grüttner ** Malte Schmidt-Hemmet **
Fløjte Rune Most (orlov) Lucia Klonner Ragnhildur Josefsdottir Charlotte Norholt ** Solveig Kaae Ferstirstein *** Obo Henrik Skotte Albrecht Krauß Pina Mohs (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Kata Skoperda *** Nanna Oline Jacobi *** Candela Jiménez Hernández *** Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Lars Mathiesen (kontrafagot) Horn Tone Sundgård Anker Niels Aamand Güntelberg Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Andersen Stefan Dohr ** Johannes Lamotke ** Paula Ernesaks ** Sarah Willis, horn ** Emmett Hartung ** Trompet Per Morten Bye Victor Koch Jensen Henrik Hou Basun Robert Holmsted Lukas Winther Andersen Basbasun Alf Vestergaard Nielsen Tuba Carl Boye Hansen Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jonas Bonde-Nielsen Laurids Hvidtfeldt Madsen
* Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond ** Musikere i tidsbegrænsede stillinger *** Studerende fra SDMK
ODENSESYMFONI.DK
LIDT LÆKKERT
TIL PAUSEN? Gin & Tonic eller Gin Mango Smash
kr. 60,2 for kr. 100,-