Ulven er den største vilde art i hundefamilien; 1-1,5 meter lang med en hale på 35-56 centimeter, en skulderhøjde på 66-81 centimeter og en vægt på 20-80 kilo. Hannen er større end hunnen. Ulve parrer sig i perioden december til marts, og hunnen er drægtig i 60-63 døgn. Pelsen er oftest gråsort med sandfarvede, sorte og hvide felter; helt hvide eller sorte individer forekommer også, de hvide fortrinsvis i nordlige egne, bl.a. polarulv. Ulven inddeles i en række underarter, som hovedsagelig adskiller sig fra hinanden i farve og størrelse; nogle af disse er yderst sjældne, og rødulven har vist sig at være en naturlig hybrid. Ulven er stamfader til nutidens mange racer af hunde; se også prærieulv.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet ulv kommer af oldnordisk ulfr, af germansk *wulfa-.
- Også kendt som
-
Canis lupus
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.