søjleorden

De tre klassiske søjleordener er den doriske, den joniske og den korintiske. Alle har de deres oprindelse i Grækenland. Romerne tilføjede den toscanske (en variant af den doriske) og den kompositte søjleorden, hvis søjle er karakteriseret af en sammensmeltning af det joniske og korintiske kapitæl.

Den romerske arkitekt Vitruvius betragtede søjleordenerne som produkter af konkrete omstændigheder med tilknytning til både gudeverdenen og menneskers køn og alder. Den doriske (den mandlige orden) fik sit navn efter den type tempel, som heroen Dorus byggede til Hera (i romersk mytologi Juno) i Argos, mens den joniske (den kvindelige orden) fik navnet, fordi jonerne først byggede et jonisk tempel. Den korintiske orden (den jomfruelige) fremkom ved, at arkitekten og billedhuggeren Kallimachos på en piges grav så en kurv på roden af en akantus, som voksede op omkring den, og modellerede det korintiske kapitæl derefter.

Arven fra antikken er allestedsnærværende i vestlig kunst- og arkitekturhistorie. Søjleordenerne med deres individuelle programmer for udformning af forskellige bygningselementer og deres indbyrdes proportionsforhold har således inspireret talløse vestlige arkitekter og andre antikinteresserede gennem historien.

I senrenæssancen og under modreformationen fremkom mange forsøg på at placere ordenernes oprindelse i en sakral sfære som et hellige alfabet uden for tid og rum. Den italienske arkitekt Sebastiano Serlio søgte således at sætte dem ind i en kristen sammenhæng ved at henføre dem til hellige personer. Søjleordenerne blev også genstand for matematiske teoridannelser, og i renæssancen understregede man proportionernes universalitet som svarende til naturlovene. De klassiske søjleordener har således ikke kun givet inspiration til udformning af bygningsværker i tiden efter antikken, men også indgået i bredere beskrivelser af religion såvel som natur.

• Arkitektur
• Arkitektur i Oldtidens Grækenland
• Romerrigets historie
• Antikken
• Renæssancen – billedkunst og arkitektur