Fri hash splitter også ungdomspartier

Flere af ungdomsorganisationerne til de partier i Folketinget, som siger nej til fri hash, ønsker en legalisering.

Det er ikke kun på Christiansborg, at debatten om hash deler vandene. Også ungdomspartierne er uenige om, hvorvidt en legasering af hash er en god idé eller ej. (Foto: © Christian Als, Scanpix)

Venstres Ungdom er for.

Liberal Alliances Ungdom er for.

Det samme er Radikal Ungdom og Socialistisk Folkepartis Ungdom.

På nej-siden står ungdomsorganisationerne til De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Dermed er spørgsmålet om fri hash eller ej i høj grad også noget, der splitter de helt yngste politikere.

VU er uenig med Venstre

Både Venstres Ungdom og Radikal Ungdom er uenige med moderpartierne, som begge er imod en legalisering af hash.

I Venstres Ungdom håber man at kunne påvirke Venstres politikere på Christiansborg. Også selv om Venstre synes at stå helt fast på, at de er imod fri hash.

- Lige nu gør vi alt, hvad vi overhovedet kan for at præge debatten. Fri hash er vigtigt set både i forhold til frihedsperspektivet og for at bekæmpe kriminalitet, siger Morten Dahlin, formand for Venstres Ungdom.

KU: Fri hash bliver et samfundsproblem

I Konservativ Ungdom har man tidligere støttet en legalisering af hash, men den tid er forbi, siger ungdomspartiets formand.

- Der er rigeligt med evidens for, at det ikke er sundt for mennesker at indtage hash. Fri hash bliver et kæmpe samfundsproblem, og derfor kan der ikke bare gives frihed til den enkelte, siger Kristoffer Beck, formand for Konservativ Ungdom.