Brombær er navnet på flere planter i rosenfamilien. Der findes flere hundrede småarter i Europa, det nordlige Asien og Nordamerika. Brombær findes desuden forvildet fra dyrkning i andre verdensdele. I Danmark findes ca. 90 småarter.
Faktaboks
- Også kendt som
-
almindelig brombær (Rubus fructicosus) og hasselbrombær (Rubus corylifolius)
Brombær udviser stor variation og er ofte halvbuskagtig med 2-4 m lange vandreskud, hvis spidser rodfæstes og næste år giver ophav til nye vandreskud. Skud er altid skarpt tornede. Bladene er oftest femdelte med stilkede, tandede småblade; bladstilke og bladribber er skarpt tornede. Blomsterne er hvide til rosa og 1,5-2 cm i diameter. De sidder i få- til mangeblomstrede toppe med talrige støvdragere og frugtanlæg. Frugten er en flerfoldsfrugt med 20-40 sorte stenfrugter, som er vokset sammen indbyrdes og med frugtbunden.
Formering sker ukønnet ved apomiksis. Brombær kan formeres med stiklinger af de unge skud eller ved aflægning, hvor moderplantens skud bøjes ned på jorden, så de slår rødder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.