www.fgks.org   »   [go: up one dir, main page]

Dokumenter sendt med MedCom i alt:

00000000
Du er her: Forsiden > Projekter > Fælles KronikerData

Fælles KronikerData

MedCom vil i projektet Fælles KronikerData it-understøtte implementeringen af Sundhedsstyrelsens forløbsprogrammer for kronisk syge. Målet med projektet er at få udviklet og implementeret en national standard for deling af kronikerdata. Det forventes endvidere, at der samtidig etableres en fælles national kronikerinfrastruktur som en del af den Nationale ServicePlatform. Datasættet vil kunne udgøre en fælles sundhedsfaglig referenceramme for samarbejdet mellem almen praksis, sygehus, kommune og borger gennem et langvarigt kronisk sygdomsforløb.

Forløbsmodellen bygger på, at kronisk syge patienter i stigende grad skal behandles i primærsektoren gennem etablering af et planlagt og tæt koordineret samarbejde mellem almen praksis, kommunen og sygehuset. Modellen bygger på, at almen praksis i vid udstrækning er tovholder på den sundhedsfaglige indsats i et ofte tværsektorielt forløb. I forløbsprogrammer og individuelle patientforløb indgår indsatser fra såvel lægepraksis, sygehuse og forskellige kommunale forvaltningsområder, særligt når det drejer sig om rehabilitering, der involverer social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet. For at dette tværsektorielle samarbejde kan fungere effektivt, kræves en fælles viden på tværs af parterne om såvel planer for behandlingen som forløbet af forebyggelsesindsatsen – et fælles kronikerdatasæt.

I projektet udvikles og implementeres en national standard for deling af kronikerdata i tæt samarbejde med regioner, kommuner, klinikere og it-leverandører. Datasættet vil kunne understøtte en sammenhængende kronikerindsats ved at trække på relevante kronikerdata fra eksisterende datakilder (FMK, p-journal, etc.). Det omfatter kun de mest relevante patientdata, der benyttes i Sundhedsstyrelsens forløbsprogrammer, og er derfor et minimumsdataindhold i regionernes og kommunernes it-systemer. Disse data forventes at opsamles via webservices på den Nationale Service Platform (NSP) og samles i en KronikerData webservice, hvorfra de relevante databrugere kan trække datasættet med visning på sundhed.dks sundhedsjournal. Det forventes at databrugerne tilgår datasættet via en knapløsning i eget system, som giver adgang til et dedikeret kronikerfaneblad under sundhedsjournalen. Kronikerdatasættet vil være tilgængeligt for borgere til brug for visning samt indtastning på sundhed.dk.

Kronikerdatasættet skal endeligt ses som et fagligt indspark til RSIs pejlemærke ”IT understøttelse af kronikere”.
Kronikerprojektet styres af en særskilt styregruppe bestående af Danske Regioner, RSI, KL, SST, NSI, sundhed.dk og MedCom. Projektet samarbejder med projektlederne fra de deltagende kronikerprojekter. Derudover involveres udvalgte tekniske og sundhedsfaglige eksperter i arbejdet.

LEVERANCER

  • Kronikerdatasættet V0, V1 og V2
  • Test og certificering
  • Guide til Nationale Services
  • Uddannelse og Information til leverandører og projektdeltagere
  • Kronikerdatasættet implementeres i lægepraksis


Overordnet kontaktperson: Casper Dahl Marcussen, cma@medcom.dk


Teknisk kontaktperson: Michael Due Madsen, mdm@medcom.dk


Sundhedsfaglig kontaktperson: Svend Juul Jørgensen, sjj@medcom.dk



Siden er sidst opdateret 15-4-2013